Kimchi

Kimchi er hjemme i sikkerhed og i god behold efter 5 dage på egne poter.

 

Mandag den 24.06

Kimchi og en anden hund løb væk mandag sidst på eftermiddagen - et uheld med en åben havelåge gjorde det muligt for hundene at tage ud på egne poter.

Der gik ikke længe før, at de første observationer af Kimchi og den anden hund kom. Kimchi havde sat kursen ud af landevejen, og den anden hund blev set på en nærliggende mark.

 

Tirsdag den 25.06

Over middag kom hunden, der tidligere var blevet observeret på marken, tilbage af sig selv, og en lykkelig ejer kunne bringe hunden i sikkerhed indenfor.

Stor lykke, men Kimchi var stadig alene et sted derude.

 

Tirsdag eftermiddag

Kimchi blev observert løbende på hovedvejen. Han traf dog hurtig en god beslutning og løb op til en gård, hvor han faldt til ro og valgte at tage et hvil i indkørslen.

Desværre var der en person, der i misforstået hjælpsomhed stoppede sin bil og forsøgte at indfange Kimchi. Det fik Kimchi til endnu en gang at løbe stærkt på hovedvejen i myldretrafikken.

Ejeren stoppede trafikken, så Kimchi fik mulighed for at slippe væk fra den trafikerede vej, og han løb ind på en rasteplads. På rastepladsen gik han direkte mod sin ejer, men genkendte hende ikke, og da endnu en dame i misforstået hjælpsomhed kom bagfra for at hjælpe med indfangningen, stak Kimchi af ud over markerne.

Kontakt

Tirsdag aften fik vi kontakt med Kimchi ejere. Vi vejledte ejerne og delte vores viden.

Efter deres oplevelse på hovedvejen, hvor Kimchi ikke kunne kende dem, var de allerede overbeviste om, at de med stor sandsynlighed kunne få brug for en fælde for at få Kimchi hjem i sikkerhed.

 

Onsdag den 26.6

Onsdag blev Kimchi set liggende og sove på en gård. Der blev sat mad og vand, men Kimchi smuttede videre. Han løb igen over hovedvejen og derefter til en lille by, hvor han var nærved at blive kørt over af skolebussen.

Forskrækkelsen satte fut i Kimchi, og han løb hurtigt til en lille skov for at gemme sig.

I skoven forsøgte Kimchis ejere at få kontakt til Kimchi ved hjælp af én af familiens andre hunde. Kimchi kom ikke på noget tidspunkt nærmere, men af og til kiggede han frem. Ejeren sad i timevis i skoven og talte med den anden hund, men Kimchi holdt sig hele tiden på afstand.

Det stod nu helt klart for både ejerne og os, at der skulle en anden metode til for at få Kimchi hjem i sikkerhed. Der skulle etableres foderpladser overvåget af vildtkameraer, så vi ville kunne se, om han kom for at spise og drikke.

Vi tilbød derfor ejerne, at de kunne låne vildtkameraer af os. Til alt held var vores kameraer ikke så langt væk, så én af ejerne kunne hurtigt hente dem.

Imens kameraerne blev hentet, valgte Kimchi at forlade skoven og blev observeret løbende langs vejen mod den samme by som tidligere. Ejernes børn så ham og kunne fortælle, hvordan han løb over kartoffel- og majsmarker og forsvandt ud af syne bagom husene i byen. De havde heldigvis kun observeret ham, og helt perfekt forsøgte de ikke på at lokke eller kalde på ham.

Ud fra observationer kunne vi se, at Kimchi løb samme rute som tidligere. Dermed regnede vi alle med, at Kimchi ville komme tilbage til samme sted i skoven. Derfor oprettede ejerne med vores vejledning en foderplads med mad, vand og vildtkamera i skoven.

Da Kimchi indimellem løb i retning af sit hjem, bad vi også ejerne om at oprette en foderplads med kameraovervågning derhjemme.

 

Torsdag den 27.6

Kort før klokken 6 ringede en dame med en observation af Kimchi, han havde kurs mod nærmeste by til sit hjem. Han var altså lige pludselig kun ca. 2 km hjemmefra. Ejerne lukkede de andre hunde ud, så de kunne hilse godmorgen med deres normale morgengøen. Måske Kimchi på lang afstand ville kunne genkende og huske sine hundevenner og finde resten af vejen hjem.

Alle ventede vi på, at næste observation ville komme tættere på hjemmet, men den udeblev. Ventetiden var forgæves, Kimchi viste sig ikke mere den dag, men det var også en meget varm dag, så måske søgte Kimchi skygge og hvilede sig.

På stedet, hvor Kimchi var set om morgenen, fik vi med lodsejerens tilladelse oprettet en foderplads overvåget med vildtkamera.

 

Fredag den 28.06

Allerede fra kl. 7 kom observationerne om, at Kimchi var på poterne igen langs landevejen på vej mod den lille by - samme rute som om onsdagen. Han løb igen via markerne bagom byen, og derfor kom der en observation fra en gårdejer, som var kommet til at overraske Kimchi på sin gårdsplads.

Kimchi stak hurtigt af, men gårdejeren kunne fortælle ejerne, at det var 2. gang, hun havde set Kimchi. Han havde også været på gården om onsdagen.

Vi var nu alle sikre på, at Kimchi havde lavet sin helt egen rute rundt i området. Det beviste også, at vi måtte etablere mange flere foderpladser i området for at kunne få Kimchi til at finde mindst én foderplads.

Derfor indhentede vi tilladelser hos alle lodsejerne i et afgrænset område og fik lov af alle til at arbejde på deres jord. I skal alle have en kæmpe stor tak for jeres hjælpsomhed.

Dernæst planlagde vi placeringen af foderpladserne. Imens vi lavede vores forberedelser, sørgede ejerne for at lave i litervis af sporvand og forberede foderskåle.

Der er altid en risiko for, at en hund på egne poter vil følge lyden og færden/duften af en velkendt bil. Derfor vejledte vi ejerne i, hvordan de af hensyn til Kimchis sikkerhed kunne køre til den første foderplads og videre til de næste foderpladser. Det var altafgørende, at deres kørsel fra den ene foderplads til den næste ikke ville bringe Kimchi ud på den store hovedvej.

Ejerne kørte afsted for at udføre arbejdet. Lige før placeringen af sidste skål viste Kimchi, at de måtte udsætte arbejdet. Han var blevet observeret på en nærliggende mark, og de ønskede ikke at skræmme ham væk.

Efter aftensmaden fortsatte arbejdet, og ejerne ankom til sidste foderpladsplacering. De var dybt koncentreret om arbejdet med at opsætte foderskåle og vildkamera, så det var først, da Kimchi var meget tæt på sine ejere, at han blev opdaget.

Han kom gående lige så stille mod sine ejere, men da han et kort øjeblik fik øjenkontakt, reagerede han med løbe væk. Ejerne valgte straks at forlade stedet uden at gøre arbejdet med foderpladsen færdigt, og det var usikkert, om kameraet var indstillet korrekt.

Vi bad derfor en af ejerne om at gå tilbage og arbejde med de sidste opgaver på stedet, så alt var klar, hvis Kimchi kom tilbage.

Ejeren ordnede kameraet og var i gang med at lave det sidste duftspor lavet af bouillon og makrel, da vi ringede til hende og fortalte, at Kimchi allerede stod og spiste af madskålen.

Ejeren satte sig ned, stille og roligt sad hun og småsnakkede. Kimchi lå 15-20 meter væk og accepterede, at ejeren var der, men kom ikke nærmere.

Efter ca. en halv time var det tydeligt, at Kimchi og ejeren ikke ville opnå mere den aften. Ejeren gik derfor i en stor bue uden om Kimchi og forlod området.

--------------------------------------------------------------------

Her en stor ros til Kimchis ejer for at bevare roen og lade Kimchi bestemme tempoet. Kimchi havde på én gang været meget tæt på sin ejer, men også langt væk. Kimchis ejer forstod, at enhver forhastet handling kunne jage Kimchi væk fra hans sikre sted for altid. Ejeren gjorde det eneste rigtige: Gik væk og lod hunden være i fred.

---------------------------------------------------------------------

Selvom ejeren gik, forlod Kimchi ikke stedet. Han blev der resten af aftenen og spiste al maden.

Kimchi havde nu accepteret en foderplads og var blevet på stedet, så vi aftalte med ejerne, at vi ville gøre klar til at opsætte fælden næste dag. Vi begyndte straks alle forberedelser med at gøre fælden og det foder, vi skulle bruge, klar til næste dag.

 

Lørdag den 29.06

Hele natten fik vi billeder af Kimchi, han lå konstant foran kameraet og tæt på foderskålen.

Tidlig morgen holdt vi alle øje, ville han løbe sin sædvanlige løbetur rundt i området kl. 7 ? Kimchi blev ved foderpladsen, som om han ventede på mere mad.

Kl. 9 aftalte vi med ejer, at Kimchi måtte have mere mad, så vi kunne være sikre på, at han ikke ville gå videre og søge efter mad.

Da vi kunne se på kameraet, at Kimchi med stor sandsynlighed ville være lige i nærheden, blev skålen lavet helt klar hjemmefra, parat til bare at blive byttet med den tomme foderskål. Vi instruerede også ejer i, at hun konstant skulle synge, når hun bevægede sig i området ved foderpladsen.

Ejeren ankom, og imens hun syngende nærmede sig stedet, kunne hun se, hvordan Kimchi lå imellem kameraet og foderskålene, som om han ventede på maden.

Han kiggede opmærksomt på hende, men genkendte hende endnu ikke som sin ejer. Ejeren havde en stærk fornemmelse af, at Kimchi ville løbe væk, hvis hun bevægede sig tættere på ham.

Ejeren stoppede derfor op i god afstand til Kimchi og lod noget tørkost falde ned i foderskålen for at skabe en for Kimchi velkendt lyd.

Det var tydeligt at se på Kimchi, at han genkendte lyden, og han forbandt den straks med – WAAU – der kommer mad. Så han blev liggende og observerede ejeren. Vi vejledte ejeren til stille og roligt at gå frem til foderstedet for at bytte skålene.

Ejeren satte sig på hug og viste Kimchi maden. Ejeren arbejdede med maden i skålen for at gøre Kimchi interesseret. Det lykkedes, og han kom af sig selv hen for at spise.

Da han stod der med snuden i skålen og helt tæt på ejeren, var det på samme tid muligt for ejeren roligt at tage ham ind til sig og kramme ham. Kimchi tillod, at han blev taget op og krammet.

-------------------------------------------------------------------

Ejeren havde på trods af sit velovervejede arbejde ikke på forhånd tænkt, at hun ville kunne sikre Kimchi på det tidspunkt, men hendes ro og tålmodighed medvirkede til, at situationen opstod. Ejeren gav Kimchi tid til at komme ud af instinkttilstand i hans eget tempo, lidt efter lidt.

----------------------------------------------------------------------

Kimchi viste sin glæde, og ejeren græd af glæde. Billederne fra vildtkameraet viste alle os andre, at Kimchi var i favnen på sin ejer. Kimchi var i sikkerhed – glæden var stor.

Kæmpe stor tak til:

Alle dem som ringede med observationer af Kimchi

Alle jer som fulgte alle vejledningerne om at lade Kimchi løbe uforstyret, undgå at kalde, lokke eller forsøge at indfange ham

Alle lodsejere der gav os tilladelse til at arbejde på jeres jord

Kimchis familie for et dejligt samarbejde og for at I havde tillid til vores vejledning og arbejdsmetode.


Savnede Hunde I Danmark

6800 Varde

Frivillig forening CVR-nr 44942429




Vores tekster og billeder og videoer er ophavsretligt beskyttet og er underlagt copyright. Det er ikke tilladt at tage screenshots og distribuere dem på sociale medier. Du er velkommen til at linke til vores sider, men ikke til at kopiere dem.

Tell others